Handicaptillæg

Handicaptillæg - en kronikers ven.... Hvis man ellers kunne få det?

Flere af jer har spurgt mig, om jeg egentlig ikke modtager handicaptillæg. Svaret er nej.
Det er dog ikke min egen beslutning.

Min historie med handicaptillæg: 

Jeg har diagnoserne ADHD og Colitis ulcerosa.
Min psykiater siger at jeg sagtens kan søge handicaptillæg, da han mener at jeg er berettiget til det. Jeg har tidligere gået på Køge hospital, som fulgte min mavesygdom, her har de hele tiden sagt at jeg blot skulle sige til, når tiden kom, så skulle de nok oplyse om sværheden af min sygdom.

I mellem tiden er jeg flyttet til København, og er af logistiske årsager flyttet fra Køge hospital til Hvidovre - min læge har tilset mig én gang.
I denne periode arbejder jeg som pædagogisk handicap hjælper på 30 timer om ugen.

Mit problem er ikke at jeg ikke kan arbejde, eller studere, men at jeg ikke kan arbejde OG studere...
Det er svært at forklare til ens læge og SU styrelsen... Åbentbart.

Jeg stopper med at arbejde sommeren 2015. og søger handicaptillægget i forbindelse med min studiestart i feb 16. Jeg ringer til mine læger og oplyser dem om dette.
Alle oplyser at jeg selvfølgelig skal have dette tillæg, da det også vil kunne gøre mit liv meget nemmere. Med undtagelse af én læge. Min nye læge fra Hvidovre, som har tilset mig én gang i min "rolige periode".

(til dem der ikke kender Colitis Ulcerosa: så har man udbruds-perioder og rolige perioder. Jeg har kun haft rolige perioder, når jeg ikke har studeret. Min krop er SÅ modtagelig over for stress, og jeg har endnu ikke haft en eksamen hvor jeg ikke har været på dødens rand. )

Problemet med min sygdom er også at jeg ofte går i udbrud, ringer ind til sygehuset, og påbegynder behandlingen selv. Det noteres altså ikke altid når jeg har udbrud.

Min nye læge pointerer at jeg har været i bero i lang tid nu, at jeg arbejder og at jeg da så "fint nok ud" - selvom denne udtagelse sætter mit pis i kog, forklarer jeg hende problematikken i at kombinere arbejde og studie, og at jeg ville blive syg, ligeså snart jeg gik i gang - det var netop det jeg tidligere havde aftalt med Køge hospital. Hun ville ikke høre på mig. Hun fastholdte sin overbevisning og mente at jeg SLET SLET ikke var syg nok.

Jeg ventede i et halvt år !!!!! Som boede jeg i et tredje verdens land.. jeg var målløs.

Jeg fik afslag, afgørelsen faldt tilbage på denne ene læge. Og så mente de at jeg var velmedicineret i min ADHD og derfor ikke havde problemer med denne mere.
Det var den største kniv i hjertet. De mente jeg var for rask, og kunne sagtens arbejde i ferier.
Jeg ankede afgørelsen.
ventede et halvt år mere.
Jeg fik afslag, igen.


Jeg har været syg flere gange end jeg kan tælle på en hånd, siden jeg startede studie. Jeg har den samme læge, fordi hun, medicinsk, er skidehamrende dygtig. Men en del af mig dør, hver gang jeg træder ind af hendes dør. "hvad fanden ville der egentlig være gået af dig", " er du klar over hvor meget du har ødelagt min hverdag", jeg har lyst til at råbe det i hovedet på hende. Men hvad skal jeg gøre.

Det som pisser mig af i alt det her er 1. at jeg måtte vente over et år, i behandlings tid.. ET år! jeg fatter det simpelthen ikke!!!

Jeg var rask nok til at arbejde i ferier. Amen for helvede. Jeg bliver jo nødt til at koble af når jeg endelig har fri. Jeg er netop blevet nødsaget til at starte med at arbejde i ferierne, grundet mit afslag. Jeg arbejde i sommers, og jeg blev SÅ syg efterfølgende. Jeg bliver nødt til at slappe af og lade op, når jeg kan. Det handler ikke om dovenskab, det handler om at kende sin krop!

Jeg ved ikke hvordan men skal gøre processen anderledes, men der er noget helt galt. Jeg kender mennesker der slet ikke er ligeså syge som mig, som får tillæget, og folk som er endnu mere syge end jeg, som også har fået afslaget.
Der er nok mennesker der har snydt systemet, til at det er blevet svært for nogen, men vi bliver nødt til at skabe et system der ikke forskelsbehandler.

På nuværende tidspunkt får jeg hver måned SU lån og så  arbejder jeg med at skrive filer, for et firma. Dette fungere udelukkende, fordi jeg kan gøre det hjemmefra i min seng. Men det er stadig hårdt for mig, at skulle knokle for pengene, og hele tiden være på. Det er ikke særlig tit at jeg har overskud til at arbejde, når jeg først er færdig med lektier og studie.

Jeg ved simpelthen ikke hvordan de vil have at jeg skal være sygere og stadig kunne gå på en videregående uddannelse.

Hvad er handicaptillæg: 


Handicaptillægget er som navnet antyder et tillæg til den normale SU. Man skal være "handicappet"/ funktionsnedsat fysisk eller psykisk, og være i gang med en videregående uddannelse. Handicappet skal være så udtalt, at du ikke er i stand til at påtage dig et arbejde under uddannelsen, tillægget ses altså som en erstatning for hvad man ellers ville kunne tjene på et fritidsjob.

SU.dk siger selv:
"Du er formentlig ikke berettiget handicaptillæg, hvis du for eksempel kan arbejde 5-6 timer om ugen i studieperioder, herunder i weekender, eller fuldtid i 5-6 uger i årets ferier. Selvom du bruger længere tid på for eksempel lektielæsning og/eller opgaveløsning, giver det som udgangspunkt ikke ret til handicaptillæg.

Din lidelse skal være lægeligt dokumenteret. Du vil for eksempel ikke være berettiget til handicaptillæg på grund af almensymptomer som smerter i bevægeapparatet (ryg, arme eller ben), hvis der ikke er tale om en kronisk smertetilstand, som er lægeligt dokumenteret. Du vil heller ikke være berettiget til handicaptillæg, hvis du har eller tidligere har haft en psykisk lidelse som for eksempel depression eller angst, hvor der ikke længere er svære symptomer. "

Den nuværende sats for tillægget ligger på  8.555 kr. før skat.

Processen: 

Man sender en ansøgning på SU'styrelsens hjemmeside.
Her kan man kort skrive hvorfor man søger og om der er noget yderligere man vil gøre opmærksom på. Man vedlægger de journaler som man har tilgængelige. Yderligere kan man vedhæfte lægelige udtalelser - et brev, hvor lægen har skrevet at han/hun mener at du er berettet til tillægget.
efterfølgende kontakter SU'styrelsen lægerne, og beder dem om en udtalelse.
Efter dette træffer SU styrelsen sin afgørelse

Man kan søge på SU's hjemmeside:
http://www.su.dk/su/saerlig-stoette-til-foraeldre-handicappede-mv/handicaptillaeg/saadan-soeger-du/

Du kan også læse mere på:
http://www.su.dk/su/saerlig-stoette-til-foraeldre-handicappede-mv/handicaptillaeg/



Held og lykke  :)


Kommentarer